windows - Kommandolinje parametre, standard aproach at analysere?

Indlæg af Hanne Mølgaard Plasc

Problem



Jeg har læst lidt om, hvordan programmer håndterer kommandolinjeparametre. Men oplysningerne synes at være 'ufuldstændige', ting jeg har læst:



  • Indstillinger kan have et forudgående '-' eller '/' tegn, hvis de er foran.

  • Indstillinger kan have yderligere argumenter (som går uden et tegn)

  • Mulighedsargumenterne følger muligheden direkte, med eller uden et mellemrum.

  • Indstillinger kan være et enkelt bogstav eller et helt ord.

  • muligheder kan fusioneres inden for en enkelt 'option': -abc equals -a -b -c



(Kilde) [11]


Nu undrer jeg mig virkelig: Hvilke slags muligheder giver du et '-' tegn og som ikke.
Også sammensmeltning af muligheder i 1 synes at være uforenelig med valgfrie ord? '-fil' kan være et fuldt ord, men det kan også betyde '-f', '-i', '-l', '-e', 4 forskellige kontakter. Eller endda: '-f' med 'ile' som option\_argument.


Forstår jeg noget galt?

Bedste reference


På systemer som Linux er der konventionen, at valgmuligheder, der er fulde ord, anvender to bindestreger (f.eks. --file), mens enkeltbogstavsoptioner bruger en enkelt bindestreg (f.eks. -f.)


Brug af skråstreg for at introducere valgmuligheder er fra gamle DOS, og opbevares i Windows.


Hvis en valgmulighed bruger et helt ord, kan det heller ikke opdeles i flere muligheder. Dette er hvad angår dit eksempel med -file: -file kan enten være en mulighed eller fire forskellige muligheder (-f, -i, [[-l og -e).


Alt i alt, hvordan mulighederne ser ud eller håndteres, adskiller sig meget mellem programmer, og der er virkelig ingen specifik standard.


Jeg vil foreslå, at du finder en måde du kan lide, og brug derefter det.

Andre referencer 1


Der er ingen Windows standarder for indstillinger/argumenter/parametre mv.


Valgmuligheder udvikles som udviklerens forståelse for at gøre det nemt for dem at fortolke de bestodte oplysninger.


Den egentlige årsag til / eller - præfikserede indstillinger er generelt for parsing-regler, da det er meget nemmere at analysere unikke præfiks med mindre kode i stedet for komplekse muligheder med stor kode. Fælles udviklingsstandarder (f.eks. standard brugsindstillinger) minimerer forvirring for brugere;)